Print

Artikler

Frugtbart møde mellem ild og vand

Den århusianske virksomhed, LoveSpring, som så dagens lys i maj 2009, udspringer af en helt enkel vision: Vand for vand. Hele LoveSprings overskud fra salget af kildevand herhjemme går til humanitære vandprojekter i udviklingslande. Et koncept, der breder sig som ringe i vandet.

Vand for vand. Så simpelt er udgangspunktet for den Århus-baserede velgørende virksomhed, LoveSpring, som nu for anden gang er med til at sikre rent drikkevand og forbedre levevilkårene for indbyggerne i en vestafrikansk landsby.

Pengene stammer fra LoveSprings salg af kildevand på flaske herhjemme, og LoveSprings overskud herfra går ubeskåret til humanitære vandprojekter i udviklingslande. Bag ideen står det østjyske ægtepar, Katharina Munch og Andreas Papadakis, begge 35.

LoveSpring har allerede gjort en forskel i forskel i landsbyen Possotome i Mono-provinsen i Benin. Her har LoveSpring finansieret en vandtank til landsbyens børnehave.

Her har LoveSpring finansieret en vandtank til landsbyens børnehave. Efter blot et halvt år på markedet kan LoveSpring nu bygge endnu en vandtank. Denne gang til en skole i landsbyen Monkpa, ligeledes i det vestafrikanske land, Benin. Projektet iværksættes af BØRNEfonden og er fuldt finansieret af LoveSpring.

Der går 260 elever på skolen, som netop er færdigbygget. Men adgang til rent vand og ordentlige sanitære forhold har hidtil været en mangelvare. Derfor omfatter LoveSprings donation også fire latriner. Alle i landsbyen hjælper til med byggeriet, som efter planen er færdigt om et halvt år.

Det er stærke eksempler på, at gode ting kan ske, når ild og vand mødes - i dette tilfælde når østjyske ildsjæle forener kræfterne for at skaffe mere rent drikkevand i Vestafrika.

Fra canadisk ødemark til vestafrikanske brønde

LoveSpring, som så dagens lys i maj 2009, udspringer af en helt enkel vision: Vand for vand. En sammenhæng, der stod lysende klart for Andreas Papadakis, da han for en håndfuld år siden var på en visionssøgning i den vilde canadiske natur.

”De sidste tre dage fik jeg hverken mad eller drikke, så da jeg endelig fik vand igen, var jeg så taknemmelig, og så var der nogle tanker, der klikkede på plads. Det var i virkeligheden så simpelt”, erindrer Andreas Papadakis om dengang, det stod klart for ham, hvor stor en gave, rent drikkevand vand kan være.

Tog springet i 2009

Siden har han sammen med sin hustru, Katharina Munch, arbejdet på at forme budskabet om vand for vand til håndgribelige projekter for en levedygtig virksomhed.

Efter fire års research sideløbende med ægteparrets respektive fuldtidsbeskæftigelser, kom LoveSpring i maj 2009 til verden som Danmarks første - og hidtil eneste - non profit udbyder af kildevand, og som dåbsgave skød Katharina og Andreas tilsammen 125.000 kroner i projektet. ”Derfra har vi fået mange positive tilkendegivelser og rigtig god støtte fra en masse mennesker”, fortæller Andreas Papadakis.

Goodwill i en krisetid

Det var ikke givet, at LoveSpring i sin første levetid ville møde den goodwill, idet LoveSpring kom til verden i en tid, hvor krise og lavkonjunktur både var modeord og barske realiteter.

”Det har da vist sig at være en svær periode at gå på markedet i. Alle, vi har talt med, synes, at det her er en rigtig god ide. Men derfra og så til at købe vores kildevand er der trods alt et skridt. Når vi har fået nej tak, har årsagen for det meste været økonomien”, fortæller Andreas Papadakis.

Han og Katharina har dog også hørt ”ja tak” en hel del gange. ”Vi har aldrig været i tvivl om, at det her ville lykkes, selv om vi startede i en svær periode. På nær én har vi holdt fast i alle de kunder, vi har fået. Og vi har også fået gode lejligheder til at komme ud med vores budskab”, siger Andreas Papadakis og henviser til det skulderklap, LoveSpring-projektet fik, da Roskilde Festival i 2009 gav LoveSpring en plads i klimaområdet på festivalpladsen.

”Det var en stor cadeau til vores arbejde. Vi fik en masse værdifulde kontakter, og derfor er det et kæmpe boost for os, at vi i år har udsigt til at blive tre gange så godt repræsenteret på Roskilde Festival”, siger Andreas Papadakis.

Udelukkende ulønnet

Udover at navigere LoveSpring helskindet gennem oprørte vande, hvor adskillige virksomheder og projekter er stødt på grund som følge af finanskrisen, har parret balanceret Andreas’ virke som restauratør, et privatliv med hus i Skæring, parrets børn Maya og Lucas på 5 og 3 år og Andreas’ 13-årige søn, Noa.

”Det er egentlig gået fint med at balancere det hele”, fortæller Andreas Papadakis, som i de seneste måneder er gledet mere ind i rollen som LoveSprings frontfigur, mens Katharina hovedsageligt tager sig af de administrative opgaver.

”Det havde måske set anderledes ud, hvis vi havde fat i lidt flere store kunder, for så kunne Katharina arbejde med LoveSpring på fuld tid. Som det er nu, er LoveSpring en frivillig fritidsbeskæftigelse. Ingen bliver lønnet, vores kontorplads er gratis og den hjælp, vi får, er frivillig. Dermed går hele LoveSprings profit fra salget til humanitære formål, understreger han.

”Vokser vi den kommende tid, skal der nok være nogen til at varetage LoveSpring-arbejdet fast, men vores ambition er at være en af de velgørende virksomheder, som har den laveste administrationsprocent. Den integritet vil vi gerne værne om, siger Andreas Papadakis.

Det bevidste valg

”Når forbrugeren vælger at købe vores kildevand, så hjælper de automatisk andre mennesker i verden til rent drikkevand. Vi tilbyder faktisk folk et produkt, som de bruger i forvejen, og giver dem mulighed for at vælge et alternativ, der rejser penge til et godt formål. De skal ikke grave dybt i lommerne - de skal bare foretage et bevidst valg, forklarede Katharina Munch, da LoveSpring sidste år blev søsat.

Efter godt et halvt år på markedet har LoveSpring en solid kerne af kunder, og man har nu sat sit fingeraftryk på det andet vandprojekt i Benin. Og målet om, at forbrugere og virksomheder træffer det bevidste valg, lever i bedste velgående.

”Hvis man køber vand på flaske, hvorfor så ikke bruge den smule mere, man skal give for LoveSpring-vand, til at andre kan få rent vand. Vi kan jo se, at det virker”, siger Andreas Papadakis. ”Og heldigvis efterspørger flere og flere forbrugere produkter, hvor der er en stillingtagen eller et godt formål bag. Forbrugerne køber generelt mere med hjertet”, siger han.

Gør en forskel

For parret bag LoveSpring er hjerteblod også stadig det vigtigste brændstof. ”Arbejdet er jo ikke færdigt, før der kun er rent drikkevand til rådighed for verdens befolkning, så vi står stadig over for store udfordringer”, pointerer Andreas Papadakis.

”Vi har fra begyndelsen sagt, at hvis vi kunne redde bare ét barns liv, ville det være fantastisk. Sammen med BØRNEfonden er vi indtil videre involverede i to projekter, hvor vi redder børns liv, og for os er det en fantastisk fornemmelse, at vi har været med til at gøre en forskel”, siger Andreas Papadakis.

Han understreger, at LoveSpring ikke jagter et monopol på at hjælpe andre via salget af vand.

”Kan vi inspirere andre med endnu flere midler til at gøre noget lignende, så vil det være fantastisk. Det handler bare om at sikre rent drikkevand for flere mennesker”, siger han.

Fakta om projektet i Monkpa:

Landsbyen Monkpa i det vestafrikanske land, Benin, har cirka 3.600 indbyggere

Der går 260 elever på Monkpa Secondary School

Projektet omfatter byggeriet af en ny vandtank og fire latriner i tilknytning til skolen

BØRNEfonden har ivÆrksat projektet, som er fuldt finansieret af LoveSpring

Alle i landsbyen hjælper til med byggeriet, som efter planen er færdigt om et halvt år

Fakta om LoveSpring:

Den Århus-baserede velgørende virksomhed, LoveSpring, blev etableret i maj 2009

Den bærende ide bag LoveSpring er ganske enkel: Vand for vand. Hele LoveSprings overskud fra salget af kildevand herhjemme doneres ubeskåret til humanitære vandprojekter i udviklingslande

I 2009 og 2010 går overskuddet fra salget til BØRNEfondens brøndprojekter i Vestafrika

LoveSpring vandet tappes fra en kilde på den jyske hede. Dermed undgår man unødig lang transport af vandet fra kilde til køledisk, og derved mindskes CO2-belastningen af miljøet

Stærke brands som Roskilde Festival, Århus Festuge og Brøchner Hotels er med på ideen